Medieforliget og anden politisk interessevaretagelse

Et væsentligt ben for Center for Podcasting er varetagelsen af podcastings politiske interesser. Podcasting er konsekvent udeladt, når det kommer til udvikling af dansk mediepolitik, og styrelser, ministerier, interesseorganisationer overvejer enten ikke at tænke podcasting ind eller mangler en spiller til at spille op imod og rådføre sig hos.
Center for Podcastings arbejde er blandt andet kommet til udtryk i den nye medieaftale, hvor podcasting endelig er blevet tænkt ind, om end det stadig er på et usikkert og magert grundlag og på bekostning af vigtige radioaktører. Indtil 1. januar 2020 er det en stor opgave at få klarhed over, hvordan den nye public-service-pulje og mediestøtten til lydbårne medier fordeles og sørge for at de evt. nyoprettede institutioner ikke endnu engang glemmer podcasting og lyd.

Kunststøtte og produktionsstøtte til podcasting er også et kommende indsatsområde med høj prioritet, for også her er der ingen mulighed for podcastere at hente penge lige umiddelbart.

Repræsentation overfor KODA og Gramex

For vores medlemmer er den måske oftest nævnte problematik “brug af musik og betaling til KODA og evt. Gramex”. For den nystartede podcaster er det ofte en lidt for stor udskrivning at skulle betale mange tusinde kroner for at bruge en smule musik i podcasten, og det kan også være svært for de lidt større at blive forstået og få KODA og Gramex med på, hvordan podcasting fungerer og hvordan pengene kan komme ind.

Vi er lykkedes med at forhandle bedre aftaler med begge organisationer, men er bestemt stadig ikke tilfredse og fortsætter med at forhandle og samarbejde om at få det helt rette setup til gavn for såvel podcastere som de andre rettighedshavere.

Samarbejde med bibliotekerne

Center for Podcasting samarbejder ITK og Danmarks Digitale Biblioteker om projektet Podcast i Bibliotekerne 1.0

Projektet vil udvikle en digital løsning, der skal gøre podcasts lettilgængelige for landets biblioteksbrugere via en eksisterende biblioteksplatform (DDB CMS). Projektet ønsker herigennem at understøtte bibliotekernes formidlingsmuligheder i forhold til at berige og kuratere podcastindhold, så borgerne på en værdifuld måde inspireres i såvel podcastvalget som af andre bibliotekstilbud. En stor udfordring for podcasting.

Projektet er en overbygning på modningsprojektet ”Podcast som åben og demokratisk platform”, og bygger videre på de indsigter, erfaringer og prototyper, som projektet har leveret i maj 2018. Der henvises i den forbindelse til afslutningspapiret ”Podcast – Bibliotekernes rolle i forhold til podcastmediet”.

Rettighedsforvaltning for brug af podcast i undervisning etc. (”Pod of Gold”)

I samarbejde med Copydan AVU-Medier vil vi sideløbende med Center for Podcasting starte en ny organisation, som det er gratis at være med i, og som har til formål at forvalte rettighederne når podcasts fremføres offentligt.

Dvs. når podcasting bliver brugt i undervisning eller på anden måde spilles offentligt vil der endelig være en organisation som vil arbejde for at indhente de penge, der retteligt tilkommer podcastere. Netop nu oplever flere af vore medlemmer og andre podcastere, at deres podcasts bruges i undervisning og andre sammenhænge og fremgangen vil efter al sandsynlighed være stor de kommende år.

Copydan vil som på så mange andre områder for kreativt arbejde stå for selve opkrævningen og markedsføringen af podcast til brugerne, så podcasting kommer længere ud, men der skal være en organisation af rettighedshavere som Copydan kan arbejde på vegne af.

Det er også et håb at podcasting gennem denne organisation kan få del i den blankmediepulje, der gives til forskellige grupper af ophavsmænd for den lovlige privatkopiering der sker på diverse lagringsmedier.

Er du stødt på udfordringer, hvor vi skal forsøge at gøre en indsats, må du endelig tage kontakt på kontakt@centerforpodcasting.dk